London underground

I 1933 blev Combine, Metropolitan og alle kommunale og uafhængige bus- og sporvognsvirksomheder i London af regeringen tvunget til at fusionere til det nye London Passenger Transport Board (LPTB), et selvforsørgende og ustøttet offentligt selskab, der blev til den 1. juli 1933. LPTB blev kort efter kendt som London Transport (LT).

Kort efter oprettelsen begyndte LT processen med at integrere de underjordiske jernbaner i London i et enkelt netværk. Alle de separate jernbaner blev omdøbt som "lines" i det nye system: den første LT-version af Beck' kort indeholdte District Line, Bakerloo Line, Piccadilly Line, Edgware, Highgate and Morden line, Metropolitan Line, Metropolitan line (Great Northern & City Section), East London Line og Central London Line. De kortere navne Central Line og Northern Line blev adopteret for de to baner i 1937. Waterloo & City line var ikke oprindeligt inkluderet, da den stadig var ejet af fjernbanen og ikke en del af LT, men blev tilføjet kortet på en mindre fremtrædende måde, ligeledes i 1937. LT offentliggjorde et program for udvidelse og modernisering af netværket, kaldet New Works Programme, der efterfulgte offentliggørelsen af forbedringsforslag for Metropolitan line. Dette indeholder planer om forlængelse af nogle baner, overtagelse af driften af andre fra fjernbaneselskaber og at elektrificere hele netværket. I løbet af 1930'erne og 1940'erne blev flere dele af fjernbaner konverteret til overfaldelinjer i Underground-systemet. Den ældste del af nutidens Underground-netværk er Central line mellem Leyton og Loughton, der blev åbnet som jernbane syv år før selve the Underground.

Londonere i ly fra The Blitz i en Underground-station.

LT forsøgte også at nedlægge ruter, der gav et signifikant økonomisk tab. Kort efter LPTB begyndte driften, ophørte betjeninger til Verney Junction og Brill på Metropolitan Railway. Den omdøbte Metropolitan lines nordlige endestation blev herved Aylesbury.

2. verdenskrigs udbrud forsinkede alle udvidelsesprogrammerne. Fra medio 1940 førte The Blitz til brugen af mange Underground-stationer som beskyttelsesrum under luftangreb og om natten. The Underground hjalp over 200.000 børn til at flygte til landet og gav ly til 177.500 andre personer. Myndighederne forsøgte øjeblikkeligt at modvirke og fraholde folk fra at sove i The Tube, men forsynede dem senere med 22.000 køjer, latriner, og cateringfaciliteter. Efter et stykke tid var der endda specielle stationer med biblioteker og klasselokaler til aftenskoler. Senere i krigen blev otte dybtliggende bunkere anlagt under stationer, angiveligt for at blive benyttet som beskyttelsesrum (hvert dybtliggende bunker kunne huse 8.000 personer) selvom planer om konvertering af dem til en ny hurtigbane parallelt med Northern line efter krigen var i spil. Nogle stationer (nu primært ubenyttede) blev konverteret til regeringskontorer, fx blev Down Street benyttet som hovedkvarter for Railway Executive Committee og blev også benyttet til møder i krigskabinettet før Cabinet War Rooms var færdigbygget.^[22] Brompton Road blev benyttet som kontrolrum for antiluftskyts og resterne af overfladebygningen benyttes stadig af London's University Royal Naval Unit (URNU) og University London Air Squadron (ULAS).

Efter krigen blev en af LPTB's sidste gerninger at give grønt lys for færdiggørelsen af de udsatte Central line-forlængelser. Den vestlige forlængelse til West Ruislip var færdig i 1948, og den østlige forlængelse til Epping i 1949. Den enkeltsporede gren fra Epping til Ongar blev overtaget og elektrificeret i 1957