ROBIN  HOOD


 
Den historie om Robin Hood, vi kender i dag, er opdigtet. Men det er muligt, at den har rod i virkeligheden. Gennem tiden har mange forsøgt at finde en enkelt person, der var den historiske Robin Hood. En sådan findes næppe. Robin er snarere en sammensmeltning af flere virkelige personer. Blandt disse er Robert Hod fra York, der i 1225 blev gjort fredløs på grund af en gæld. Desuden er der William Robehod, en fredløs fra Berkshire dømt i 1262, og Gilbert Robynhod, en røver fra Sussex, nævnt i 1296. De bemærkelsesværdigt enslydende navne tyder på, at Robin Hood på et tidspunkt i 1200-tallet blev almindeligt brugt som tilnavn blandt datidens desperadoer. Omkring år 1300 begyndte historien om den lovløse bueskytte og hans lystige svende at opstå. På den tid var det ikke ualmindeligt, at forbrydere holdt til i skovene, og derfor blev Robin Hood placeret i Sherwoodskoven. Første gang han optræder på skrift, er i 1377. Han dukker også op i mange af datidens folkeviser, hvoraf de ældste er fra midten af 1400-tallet. Siden da har Robin været en tilbagevendende figur i bøger, skuespil, film og tv-serier. De mange udgaver af myten har bidraget til forvirringen. Nogle gange er Robin Hood for eksempel adelig og andre gange ikke. Men mest sandsynligt var forlægget en fredløs. Mens der er lidt substans i myten om Robin, regnes hans kæreste, jomfru Marion, for at være 100 procent opdigtet. Formentlig stammer hun fra en fransk middelalderhistorie om en romance mellem hyrden Robin og hyrdinden Marion og er smuttet over i Robin Hood-fortællingen.
robin
Kilde: illvid.dk/








TILBAGE TIL FORSIDE