Magna Carta
Efter normannernes
sejr i 1066 fandtes
der i 1199 ikke en
mere magtfuld monark
i Europa end den
engelske konge. Det skyldtes bl.a. den sofistikerede centraliserede regering
skabt af de nye normanniske regenter kombineret med indfødte angelsakseres
regeringsmetoder og omfattende engelske jordbesiddelser i Normandiet.
Efter at kong Johan uden Land fik magten tidligt i det 13.
århundrede, påbegyndtes en lang række – hovedsagelig mislykkede – oprør
blandt de engelske baroner, der ville indføre kontrol med kongens ubegrænsede
magt.
Kong Johan begik tre overordnede fejltagelser. Den første var hans udprægede
mangel på respekt, da han overtog magten. Der var to prætendenter til tronen efter Richard Løvehjerte ved dennes død i 1199: Johan og hans
nevø Arthur af Bretagne i
Normandiet. Johan tog Arthur til fange, og man hørte ikke fra ham siden. Selv
om mordet på Arthur aldrig blev bevist, var det anset som givet, at Johan ville
dræbe sin egen familie for at blive konge.
Johans anden fejltagelse opstod, efter at den franske konge Filip
2. August bemægtigede sig det meste af de engelske besiddelser i Frankrig,
og de engelske baroner krævede, at deres konge skulle generobre de tabte
landområder. Da kong Johan forsøgte det otte år senere, rakte bestræbelserne
dog ikke til succes ved Slaget ved Bouvines i 1214. Fordi kong Johan
blev bebrejdet tabet af en stor del af England, blev han fremover kendt under
tilnavnet Johan "Lackland" (på dansk:
"uden Land").
Den tredje af Johans fejtagelser var, da han blev inddraget i en stridighed med kirken vedrørende udnævnelsen af den nye ærkebiskop af Canterbury. Johan ville udnævne sin egen kandidat, mens kirken ville udnævne Stephen Langton. Kampen fortsatte i flere år, og England blev afskåret fra kirken, hvorfor kong Johan endeligt blev tvunget til at underkaste sig kirkens vilje i 1213
kilde:#wikipedia#